Virker alt rottebekæmpelse?

Der findes efterhånden et hav af muligheder og metoder til at fange rotter. Når vi kommer rundt i landet til frustrerede borgere, der kæmper med rotter på deres grund, oplever vi oftest, at borgeren selv har investeret i forskellige fælder og metoder. Desværre er der rigtig meget på markedet, som skaber vækst hos producenten og frustrationer hos forbrugeren. Én ting der er værre end at have rotter, det er at have købt sig fattig og have rotter.

Da dette blogindlæg er subjektivt og ikke baseret på en større kvantitativ undersøgelse, vil det være urimeligt overfor de pågældende producenter at nævne deres produkt med navn. Rotter er forskellige, hver sag og hver ejendom er forskellige, bevares, der er mange ligheder – men hvad der virker ét sted, er ikke en garanti for succes et andet sted.

Vi kan generelt set aflive myten om lyd. Vi oplever rigtig mange borgere, der installerer en ”afskrækker”, der kører på en bestemt frekvens, som efter sigende skulle skræmme gnavere væk. Det er helt korrekt, at der vil være en effekt på den korte bane, men vi oplever gang på gang, at rotterne vender sig til lyden og vender tilbage. Hvor tit har man ikke trådt ind ad døren hos en bekendt, hvor man oplever en baggrundsstøj fra enten en motorvej, vindmølle eller hovedvej, og man tænker, at det må være uudholdeligt at bo med støjen? Dog bliver man oftest mødt af sætningen ”Vi lægger faktisk ikke mærke til det” fra den pågældende ejendomsejer.

Det er ingen hemmelighed, at landbrugene i høj grad kæmper med rotter. Rigtig mange af bygningerne er slidte og ikke sikret mod skadedyr. Dog oplever vi, at der er ligeså mange rotter, der bor nær dieselgeneratoren, som vi oplever i hulmuren. Vi har sågar været på en sag, hvor vi fandt en rede inde i en pneumatisk styring. Rotterne havde gnavet i slangerne, så der var en høj pibende lyd, når anlægget var tændt og der var tryk på slangerne. End ikke dette lydniveau skræmte rotterne væk. Hvis man forskede på området, ville man til gengæld nok opleve, at deres stressniveau var højere og deres levealder kortere.

Limfælder er (heldigvis) ikke lovlige i Danmark. Dog oplever vi alligevel, at folk har set en video på Youtube eller lignende, og enten køber en limfælde i udlandet eller laver deres egen. Selvom vi har oprettet et firma med det formål at udrydde rotter, er det vores pligt at gøre det så skånsomt som muligt. Skadedyr er omfattet af dyrevelfærdsloven, ligesom naboens Labrador er det. Dette betyder, at vi har pligt til at aflive dem hurtigt og skånsomt. I en limfælde vil rotten betræde den klistrede overflade, og dens hår og poter vil være klæbet til limpladen. Desværre er det ikke alle, der holder opsyn med disse ulovlige fælder, hvorfor rotten vil sidde klæbet til limpladen, indtil døden indtræffer, enten af sult eller tørst – hvor sidstnævnte nok er mest sandsynligt.

Rottebekæmpelse i Danmark er ofte associeret med rottegift. Faktisk er det meget få sager, vi har, hvor vi ikke bliver spurgt, om vi vil lægge gift ud. I 2016 blev lovgivningen på rotteområdet skærpet, og indtil da kunne man lægge gift ud permanent. Efter 2016 er det kun lovligt at bruge, hvis der beviseligt er rotter på ejendommen. Desuden gør lovgivningen, at vi til enhver tid skal starte ud med vores 1. generations gift (den mildeste). Anvendelsen af gift er faktisk en afvigelse fra dyrevelfærdslovens §1 og 13, der omhandler skånsom aflivning. De fleste typer af rottegift er antikoagulanter. Det virker ved, at blodet mister sin evne til at størkne, og derved fører til en form for anæmi. Tiden fra rotten indtager den første smule gift, til døden indtræffer, kan vare fra 4-6 dage. Grunden til, at det skal tage en rum tid fra indtagelse af giften til, at rotten begynder at få symptomer, er på grund af dens forsigtige sind. En rotte spiser kun en meget lille andel af den føde, den har fundet, så venter den nogle timer og vender tilbage og spiser mere, hvis ikke den er blevet dårlig efter indtagelsen. Af den grund har man været nødt til at lede efter et middel, der ikke giver symptomer umiddelbart efter indtagelse, for så ville rotten ikke indtage tilstrækkeligt til at dø af det. Det leder os til, at gift er effektivt, men skal bruges med omhu. Der er ingen grund til at udsætte hverken dyr eller miljø for unødvendige pinsler, hvis det kan klares på anden vis. Hvis man har rotter indendørs, er det ligeledes direkte dumt at begynde at bruge gift. Den lugt, de døde rotter vil afgive, vil tilnærmelsesvis gøre huset ubeboeligt.